Reesink Turfcare DK er stolt over at præsentere Jeppe Krogh Kristensen som vores nye Salgs- og Produktspecialist på golfområdet.

Jeppe er nærmest født ind i branchen; han prøvede første gang kræfter med greenkeeperfaget allerede som 13-årig, og har arbejdet med græspleje hele sit voksne liv. Jeppe har derfor en kæmpe, uvurderlig brancheerfaring, han helt naturligt vil trække på i jobbet som Salgs- og Produktspecialist på golfområdet hos Reesink Turfcare.

Som tidligere greenkeeper ved Jeppe udmærket hvordan det er at sidde på den anden side af bordet – og han glæder sig meget til at bruge sine mange års erfaring til at rådgive og hjælpe Reesink Turfcares kunder med at finde den bedste løsning til dem, og give dem en oplevelse, der lever op til forventningerne.

Jeppe er et kendt ansigt i greenkeeper miljøet, og han ser meget frem til at møde alle Reesink Turfcare’s  kunder ude på de danske golfbaner. Han kommer selvfølgelig ud og hilser på alle kunderne til en god snak om Toro, Foley og Sisis produkter – vil du gerne foran i køen for at få en snak med Jeppe, er du velkommen til at give  ham et kald på +45 4016 9200.

”Jeppe er kendt for sin professionalisme og seriøse opgavetilgang, egenskaber som vi hilser meget velkommen i vores virksomhed,” fortæller direktør Carsten Brandt. ”At han samtidig også har god vestjysk humor med sig gør bestemt ikke noget. Jeg ser frem til, at vores kunder også får gavn og glæde af Jeppes erfaring fra sin greenkeeper tid, han ved om nogen hvad hverdagen på greenkeepergården byder på af glæder og udfordringer”

Teamet i Reesink Turfcare er meget glade for at byde Jeppe velkommen, og ser frem til et stærkt samarbejde!