Benny Rasmussen har 25 års jubilæum
Vores meget værdsatte tekniske rådgiver, Benny Rasmussen, kan i dag fejre jubilæum. I 25 år har han hjulpet vores kunder med alt mellem himmel og jord inden for græsplejens tekniske verden. Benny har ikke blot gjort hverdagen nemmere for vores kunder, men i lige så høj grad for teamet bag Reesink Turfcare DK.
”Vores hverdag gøres betydeligt nemmere af Bennys store tekniske viden og enorme kendskab til vores produkter. Han er ”kundens mand” og tager sig altid tid til at yde sit bedste for at løse kundens behov – også selvom det ”blot” er et teknisk godt råd, der spørges efter.”, fortæller administrerende direktør Carsten Brandt.
Benny går meget op i sit arbejde og tager enhver forespørgsel seriøst – samtidigt finder man altid et smil på Bennys læber eller en kæk kommentar.
Vi ønsker Benny stort tillykke med jubilæet og ser frem til mange flere gode år med ham.